onsdag den 2. januar 2013

1 år - og lidt om pseudotvillinger


I dag fylder min mindstemus 1 år, og sikke et år. Det har været vanvittigt hårdt, men også helt fantastisk. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til, da vi valgte at få to børn med 1 ½ års mellemrum. Vi troede, at vi ville få en lille kopi af Oscar, og at alt bare ville være ren hygge - ja der ville selvfølgelig lige være noget natamning og lidt gråd indimellem, men ellers... Vi glemte bare lige at regne ind, at Oscar ikke var blevet så nem af sig selv. Med ham var vi lynhurtige til at få skabt nogle gode rutiner (alt handlede jo om ham). Fra han var ganske lille, kunne vi lægge ham i seng, og så faldt han i søvn, når han blev træt nok og var færdig med at tumle og pludre.

Med Konrad var der ikke meget, der var så nemt, som vi havde regnet med. Fødslen var god, men ikke helt så nem som Oscars, han ville ikke køre i bil, sove i barnevogn, puttes i sengen osv. Det krævede en del, når man samtidig havde en på godt 1 ½ år. Det betød også, at vi ofte valgte de nemme løsninger. Fx blev han ofte puttet i slyngevuggen om aftenen, og så efterfølgende flyttet ind i sin seng i søvne. Da han voksede ud af slyngevuggen betød det desværre, at vi var nødt til at stå med ham i armene og lave slyngevugge-lignende bevægelser hver gang han skulle puttes (eller overtales til at sove videre), fordi vi havde vænnet ham til de hoppende/vuggende bevægelser, når han skulle falde i søvn. Ikke så gennemtænkt... Men med fare for at jinxe det, så er det nu endelig lykkedes os (Simon), at få skabt nogle bedre rutiner. I nat sov han fra 18.30 til 6.00 uden at vågne, og putningen tog kun 5 minutter. Mere af det, tak!

Og når alt det er sagt, så vil jeg lige sige, at jeg for intet i verden ville have valgt anderledes mht. to børn hurtigt efter hinanden. For selvom det har være hårdt, så har det været det hele værd. Konrad er den dejligste lille dreng, og mit hjerte er ved at eksplodere af glæde, når han og Oscar griner til hinanden, når Oscar prøver at trøste Konrad, når de leger sammen og når de lægger panderne mod hinanden i en kærlig gestus.

Tillykke med fødselsdagen, Konrad :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar